Manglende data, ringe dokumentation og dertilhørende sjuskefejl på landets sygehuse er nogle af de faktorer, som man på EPJ-observatoriets årskongres 2004, benyttede som væsentlige nytteværdier til en nødvendig implementering af Den Elektroniske Patientjournal (EPJ).
Endvidere blev det nævnt, at implementeringen af EPJ ville udvikle mulighederne for forbedrede forsknings- samt ledelsesmuligheder.
Det lyder umiddelbart helt fantastisk at et system som EPJ kan forbedre genbrugen af data, dokumentationen, forsknings- og ledelsesmulighederne og herved højne den nok så omtalte kvalitet på flere af landets sygehuse. Burde et system, som i den grad udviser afgørende fordele ikke være fuldt integreret på landets sygehuse på nuværende tidspunkt – i slutningen af 2006?
I den seneste årrække er barriere i forbindelse med implementeringen af EPJ dukket op, hvor modstanden mod denne nye forandring klart har udvist sin dominans.
Professor Chris Argyris beskriver det som han kalder ”defensive rutiner”, hvilke er nogle automatiske, ofte ubevidste samt vanemæssige måder at handle på. Formålet med disse rutiner er at forhindre oplevelser af skam, trusler samt at nogen taber ansigt. Argyris pointe er at de fleste, som skal lære noget nyt, føler sig utrygge herved. Han gør endvidere opmærksom på at hvis de færdigheder, den viden og de handlinger en person tidligere har mestret ikke er tilstrækkelige i forhold til de nye krav, som en given forandring stiller, kan forandringen blive en trussel mod individets identitet og herved lede til forskellige modstandsformer og defensive rutiner. Altså kunne det tænkes at modstanden mod implementeringen af EPJ bl.a. kan tolkes som et generelt forsvar med selvbeskyttelse til formål?
Modstanden mod EPJ er formegentlig sammensat af og opstået ud fra mange forskellige argumentationer, forståelige som uforståelige, hvor Argyris såkaldte defensive rutiner spiller en vis rolle.
Hvad skal man dog stille op som ansat på en afdeling hvor de fysiske journaler pludselig skal erstattes med digitale? Hvor man skal omstille sin hverdag fra at bladre sider igennem til at håndtere en digital søgning for at finde nødvendige data, rapportere og efterfølgende dokumentere, og ikke mindst sikre at oplysningerne lagres korrekt? Nogle har måske aldrig gjort sig bekendt med den digitale verdens mange muligheder og håndterer knapt Word… er uddannelse en løsning? Eller er det helt andre midler der skal til? Bliver patientens fysiske kontakt til personalet, læger, assistenter som sygeplejersker taberen eller vinderen? Eller er det måske helt andre termer der skal tænkes i?
(H. Louise Miller)
Kilder:
-
Argyris, C (1990). Overcoming Organizational Defences – facilitating organizational learning. Allyn & Bacon.
-
Om Chris Argyris (1923- ): http://www.aprokom.dk/cm148/
-
EPJ-observatoriets årskongres 2004, “Fra udvikling til implementering”: Klik her
september 15, 2006 kl. 9:29 am
Ja det er virkelig noget af en udfordring. Jeg er sikker på, at du har en pointe i forhold til uddannelsesniveauet. Mange har brug for at udvide IT-horisonten.
Men du kaster også en række andre bolde op i luften………. jeg vil i det følgende prøve at gribe et par af dem.
Du laver en kobling mellem defensive rutiner og implementeringen af EPJ.
Argyris skelner mellem singleloop- og doublelooplearning, begreber der groft sagt dækker over det at optimere sin indsats indenfor allerede kendte rammer eller det at skabe helt nye betingelser at arbejde under. Det sidste typisk årsag til de defensive rutiner, du nævner. Ifølge Argyris er det således netop kravet om nytænkning, der leder til individuelle overlevelsesstrategier, som defensive rutiner er udtryk for. Så ja, jeg tror da bestemt, at implementeringen af EPJ kan provokere defensive rutiner.
Men hvordan fremme implementeringen, spørger du så.
Jeg tror, at et fokus på lederskab er nødvendigt. Argyris og en række andre teoretikere, der beskæftiger sig med organisationsudvikling, understreger, at lederen er en nøglespiller i processen, fordi han (m/k!), hvis han besidder både empati og selvindsigt, kan formidle en tryghed til medarbejderne, der forhindrer mangen defensiv rutine og i stedet forsyner sine kolleger med tilpas frihed og tryghed til at prøve kræfter med nye udfordringer.
Så uddannelse af ledere – på alle niveauer – tror jeg er et indsatsområde, som er (næsten) lige så vigtigt som den helt praktiske IT-kompetence hos den enkelte medarbejder – og ret beset måske to tiltag, som kun vanskeligt lader sig adskille.
Jeg synes i hvert fald, det er et spændende og relevant område at gøre sig nogle overvejelser på – så god vind med processen, når (hvis) du en dag bliver en del af den igen!
Christine (Nejsum)